Hjernen, hjerneskader og udvikling af menneskers færdigheder…

Hjernen er en muskel, der skal trænes. Ingen træning, ingen udvikling af færdigheder. Så langt er de fleste mennesker, der på forskellig vis beskæftiger sig med menneskers udvikling, enige.

Men der stopper enigheden så også. Der kan være mange forskellige holdninger og opfattelser af, hvilken form for træning / udfordringer der udvikler menneskers færdigheder – og hvad mennesker med forskellige ståsteder er i stand til at udvikle af færdigheder. Og de forskellige holdninger og opfattelser bidrager i vid udstrækning til en stagnerende og begrænsende holdning i relation til menneskers udvikling af færdigheder.

Børns udvikling…

Er menneskers hjerne og udviklingsmuligheder givet fra fødslen?

Erfaringer har vist, at hos for tidligt fødte børn, der bliver født før hjernen er fuldt udviklet, kan den intakte del af hjernen kompensere og udvikle evnen til at overtage de funktionsområder, der ellers tilhører de manglende eller defekte dele af hjernen. Hos for tidlig fødte børn, kan man ikke på forhånd vide, hvordan hjernen og hjernens funktionsevne og -områder vil udvikle sig. Men man har efterhånden meget gode erfaringer med effekten af træningsprogrammer i form af øvelser og stimuli. Jeg har hørt et eksempel på en dreng, der ved fødslen manglede 30 % af hjernen, men som ved skolealderen har udviklet sin indlæringsevne, så han kan gå i en almindelig skole. Et andet eksempel, jeg har hørt om, er en nu 25 årig kvinde, der var for tidligt født, og som i dag er uddannet og arbejder som sygeplejerske.

Den finske hjerneforsker Matti Bergström forholder sig i sin bog: Neuropædagogik – En skole for hele hjernen, kritisk til de facts og vidensbaserede skolesystemer, da de ikke i tilstrækkeligt grad udvikler børns potentiale for at tænke og reflektere i helheder. Hans pointe er, at hjernen er en muskel, og kun de sider af hjernen, der bliver trænet i skolernes undervisningsprogrammer, vil blive udviklet. Det er ikke nok at børn har et medfødt potentiale for at udvikle forskellige færdigheder, potentialet skal også trænes.

Hjernen er en muskel, der kun udvikler sig gennem træning – og den har også en medfødt fleksibilitet, der sætter de forskellige dele af hjernen i stand til at udvikle evnen til at overtage funktionsområder, der ellers defineres som tilhørende andre dele af hjernen. Man kan ikke forudse, hvordan og hvor meget nogle dele af hjernen er i stand til at udvikle af funktioner. Kun at det sker i kraft af træning af hjernens muskler gennem ydre påvirkninger og stimuli.

Voksenområdet…

Menneskets evne til at udvikle og træne nye færdigheder stopper når de når voksenalderen? Det der ikke udvikles i barndommen – er tabt for altid? Sådan lyder det nogle gange, når mennesker skal definere menneskers udviklingsmuligheder – og begrænsninger.

Oktober 2000 kommer journalist Anne Meiniche ud for en alvorlig trafikulykke. I starten er det uvist, om hun overlever. Hun gennemgår en lang operation og ligger i respirator i flere uger. Hun får en krop, der er sammensat af en del reservedele, og er lammet i benene. Bogen: To kaffe og en staveplade, er hendes beretning om ulykken, den uvisse periode i starten, og kampen for at få og blive genoptrænet. Hun genvinder så meget af førligheden, at hun får en invaliditetsgrad på 65 %, og bliver i stand til både at cykle og køre bil. Der er ikke mange ressourcer til genoptræning i det danske sundhedsvæsen, så det er en kamp at få den – og nogen får den ikke, fortæller Anne Meiniche blandt andet i sin bog.

Undersøgelser har vist, at studerende fra de projektorienterede universiteter (Roskilde og Aalborg) er langt mere erhvervsrettede som færdiguddannede, end studerende fra de øvrige universiteter. Den projektorienterede undervisningsform giver i uddannelsesforløbet en god træning i at anvende teoretisk viden i praksis, som studerende ikke opnår ved den traditionelle kursusundervisning.
Menneskers evne til at træne og lære nye færdigheder udvikles og er også til stede i voksenalderen, viser ovenstående eksempler. Men udviklingen er betinget og formes af konkret træning i relation til konkrete udfordringer.

Er nogen udfordringer bedre end andre?

Mennesker er kun i stand til at udvikle og bevare deres færdigheder gennem uddannelses- og skolesystemet – er en anden begrænsningens kunst, vi nogen gange dyrker i det danske samfund. Men er det rigtigt?

Da computerspil for alvor begyndte at vidne indpas og blive populært – i sær hos børn og unge, var der mange kritiske røster fremme om, at det var skadeligt for hjernen og hjernes udvikling. Den sandhed har man siden måtte trække tilbage. For der var ikke noget belæg for det. Computerspil er ikke som sådan skadelig for hjernens udvikling. Tværtimod – så udfordrer computerspil på nogle punkter hjernens aktivitet og udvikling af færdigheder, som kan karakteriseres som god gymnastik for hjernen. Det eneste skadelige element, der kan ligge i computerspil, er, hvis mennesker udvikler en ludomanilignende afhængighed af det. Men det er jo en helt anden problemstilling, som ikke har noget med hjernens udvikling af gøre.

På et tidspunkt lavede man en evaluering af ældre og ældres evne til at bevare deres åndsevne. Konklusionen var, at de ældre, der dyrkede nogle interesser, der udfordrede hjernens evne til at resonere for eksempel i form af kryds og tværs, bevarede deres åndsevne langt bedre end de ældre, der ikke dyrkede den form for interesser.

Så hvor vidt mennesker udvikler og bevare deres færdigheder, kan lige såvel forgå gennem hobbybetonende aktiviteter, som gennem systembaseret undervisnings- og træningsprogrammer. Det er ikke afgørende for, hvorvidt mennesker udvikler og vedligeholder deres færdigheder. Det eneste, man kan konkludere på dette punkt, er, at træning er en grundforudsætning for udvikling og vedligeholdelse af færdigheder. Men derudover kan det forgå på mange forskellige måder.

Menneskers færdigheder udvikler sig kun gennem træning...

Ovenstående eksempler er hentet fra forskellige områder, som vi i vores fragmenterede og sektoriserede sammenfund ikke normalt sammenstiller, fordi de tilhører forskellige områder. Men eksemplerne viser sammenstillende, at hverken alder, konkrete muligheder i relation til socialt miljø, undervisning og uddannelse, eller hjerneskader, kan bruges til at forudse og definere, hvilke udviklingsmæssige begrænsninger og muligheder mennesker har.

Det eneste, man kan konkludere som en generel forudsigelig begrænsning for menneskers udviklingsmuligheder, er, at menneskers færdigheder kun udvikler sig gennem fysisk konkret træning i relation til fysisk konkrete udfordringer og stimuli.

Definitionen af sygdomme definerer forskningsfeltet for sygdomsbekæmpelse…

Den måde, man definerer sygdomme på, definerer samtidig i hvilken grad, man retter forskningen mod helbredelse af sygdomme – eller stagnerer i en definition, hvor man accepterer nogle sygdomme som værende uhelbredelig og kroniske.

Et af de sygdomsområder, hvor definitionen af en sygdom har stagneret den forebyggende og helbredende forskning, er diabetes 1.

» Hvordan ser fremtidens helbredelsesmuligheder ud for diabetes 1?

Forhindrer indgroet vanetænkning helbredelse af forhøjet stofskifte?

For efterhånden 10 år siden havde jeg en kort periode, hvor mit stofskifte accelererede og blev ekstremt forhøjet…

Det var lidt af et behandlingsmæssigt mareridt, jeg den gang blev udsat for – men efter en 3 – 4 måneder, var antistofferne slået helt ned, og jeg var helbredt for sygdommen. Men det skete kun, fordi jeg holdt fast i mig selv. For fra behandlerside definerede man sygdommen som kronisk og uhelbredelig, og jeg kom under pres for at skulle have reduceret min skjoldbrudskirtel ved en radioaktiv jodbehandling…

Det var generelt et behandlingsmareridt, på flere måder. Dels begyndte man på det sædvanlige sammenrod af anden sygdom og diabetesbehandlingen. Så det var om selv at fastholde sorteringen mellem diabetesbehandlingen og de påvirkninger, det gav, at have et forhøjet stofskifte der accelererede på fuldt blus. (» Forhøjet stofskifte kan behandles)

Men i kraft af at man definerer sygdommen som kronisk, så er fokus 100% rettet mod at bruge medicinen til at stabilisere stofskifteniveauet – og ikke mod at slå de antistoffer ned, der skaber sygdommen. Det vil sige, at i behandlingsforløbet bliver der kun målet på stofskifteniveauet, og ikke niveauet på mængden af antistoffer. Så man måler ikke på det medicinen er udviklet til at virke på – men på symptomerne på, at der er antistoffer i kroppen: Stofskifteniveauet.

Et eller andet sted var det nok mere held end forstand, at jeg blev helbredt. For det var ikke det, behandlingen blev rettet mod.

Jeg fandt senere ud af, at der var andre, der ligesom mig blev helbredt. Men helbredelsen sker jo så, fordi den medicindosis man får, tilfældigvis rammer den mængde, der er behov for, for at slå antistofferne helt ned. For eftersom det ikke er det man måler på, og retter medicineringen imod – så er det jo ret tilfældigt?

Havde jeg ikke holdt godt fast i mig selv, så havde jeg fået reduceret min skjoldbrudskirtel og været afhængig af hormonmedicin resten af mit liv – på grund af en sygdom, der kunne helbredes med medicinsk behandling i løbet af en 3 – 4 måneder. Nu kom jeg så fra det med helbredet intakt. Men det rystede mig da, at man så let kan blive invalideret på grund af noget, der var så relativt let at behandle.

Trods det, at vi er nogen, der reelt bliver helbredt – så er det stadig den generelle holdning og opfattelse, at forhøjet stofskifte er en kronisk sygdom, der er 100 % uhelbredelig.

Den rette hjælp og opbakning i tide forebygger konsekvensreparation...

Mennesker, der får den rette hjælp og opbakning i tide, kan fint komme godt videre med livet – også oven på personligt voldsomme oplevelser…

Får mennesker derimod ikke den rette hjælp og opbakning i tide – kommer livet mest af alt til at handle om, at få dæmmet op for de negative konsekvenser…

Mange af de mennesker, der kører socialt ned i skidtet i dette samfund, er mennesker, der ikke fik den rette hjælp og opbakning i tide – og i stedet lever et liv, der er centreret om konsekvensreparation.

Konsekvensreparation er baseret på personlige fordomme. Det er det fænomen, der opstår, når man fra omgivelsernes side reagerer med personlige fordomme i stedet for konstruktiv hjælp og opbakning.

…

» De måske egnede?

» Jeg blev OFFER – for en PSYKISK SYG kollega – og der var ingen, der tog mig alvorligt…

…

De måske egnede?

Stigmatiserende og minoritetsskabende barrierer...

På siden: De måske egnede?, samles en række eksempler på stigmatiserende og minoritetsskabende barrierer.

Stigmatiserede mennesker og minoriteter har det til fælles, at de på forskellig vis afviger fra samtidens toneangivende norm for normalitet.

Normer for normalitet, og de stigmatiserende barrierer det giver forskellige mennesker, bunder for det meste i fordomme.

Mennesker, der bliver gjort til genstand for stigmatiserende og minoritetsskabende barrierer, får et liv, der er præget af kampe for at opnå menneskelig ligeværdig status med andre mennesker...

De måske egnede?

Et værdigt liv med diabetes 1?

Siden her har til formål at afmystificere nogle af de mange myter og fordomme, der er om diabetes 1.

Det er muligt at leve et selvstændigt og aktivt liv med diabetes 1...

Et værdigt liv med diabetes 1?

Der har aldrig eksisteret nogen behandlingsfejl…

Der har aldrig eksisteret nogen behandlingsfejl – hos mig – fra min side…

For 16 år siden kom jeg ud for nogle voldsomme oplevelser. Det blev starten på et livslangt behandlingsmareridt i den diabetiske behandlerverden. Man opfandt en ikke-eksisterende behandlingsfejl hos mig, som man i årene efter brugte til at sanktionere mig som patient, chikanere mig med personlige uforskammetheder – og presse mig ind i det ene forsøg efter det andet.

Midt i alt det voldsomme, der foregik for 16 år siden – var der en læge, der forbarmede sig over mig – og lave behandlingsmæssig opfølgning, på de fejl de havde begået. Så det kom til at fremgå, klart og tydeligt af min journal, at de havde begået en fejl overfor mig – og at jeg selv havde rettet den, lagt min insulin omkring, så jeg ikke længere var fejlmedicineret.

Men trods det, at det klart og tydeligt kom til at fremgå af min journal, at der ikke og aldrig havde eksisteret nogen behandlingsfejl hos mig – fra min side – så vedblev man i årerne efter, at opfinde en masse ikke-eksisterende behandlingsfejl hos mig, som man chikanerede og sanktionerede mig med. De lod være med at høre efter, påstod de ikke kendte min behandling, læste ikke min journal, tog mig ikke alvorligt, når jeg siden hen fik brug for lægelig hjælp og opbakning.

Måske der på et tidspunkt kommer en holdningsændring, så behandlere indenfor det danske sundhedsvæsen ikke længere kan sanktionere, chikanere og ødelægge livet for en patient, ved at opfinde en ikke-eksisterende behandlingsfejl hos patienten, på trods af, at det klart og tydeligt fremgår af patientens journal, at den behandlingsfejl aldrig har eksisteret i virkelighedens verden?

Måske?

Men hvad der måske vil være menneskelig muligt engang langt ude i fremtiden – gør jo ikke nogen forskel for mit liv.

Det er nu, jeg lever – og det livstidstab, det er og har været for mig – at ha’ fået mange år af mit liv ødelagt på den meningsløse måde – det er for mig uerstatteligt…

Mit liv – og min livstid – er for mig uerstattelig…

…

» Sundhedsskadelig forsøgspraksis på diabetesområdet giver fejlbehandling og spiseforstyrrelser…

…